![]() |
|
Nyhedsbrev, 5/November 2008
Nye artikler:
- 3.5. Integral coaching
- 3.7. Værdsættende lederskab
- 12.8. Mindfulness
Dette er den sidste opdatering fra min hånd, da jeg efter mange år som redaktør på Praktisk Ledelse har valgt at give stafetten som hovedredaktør videre. Fremover vil Karin Jessen og Bo Zoffmann, begge fra PS4 A/S varetage opgaven som hovedredaktører af Ledelseshåndbogen.
Jeg takker for input og tilbagemeldinger fra abonnenter mv. gennem den periode, hvor jeg har haft ansvaret og ønsker den nye hovedredaktion held og lykke med det videre arbejde.
To af mine personlige kæpheste er med. To meget vigtige elementer i udøvelse af god ledelse. Målstyring og Appreciative Inquiery.
Gunvor Hallas skriver om værdsættelse og anerkendelse. Det værdsættende lederskab, hvor lederen gør brug af meget bevidst udvalgte spørgsmål til at skabe erkendelse, opklaring, indsigt og engagement i sin afdeling.
Det værdsættende lederskab handler om at kunne konfliktløse, forandre, udvikle og engagere på en ny måde, hvor medarbejdernes virkelighedsopfattelse og drømme inddrages.
Det værdsættende lederskab bygger således på Appreciative Inquiry, systemisk tænkning, LØFT og lignende udviklingsmetoder. Når først du har fået smag for disse metoder, vil anvendelsesmulighederne udvide sig hele tiden!
Min anden kæphest handler om, at den gode leder skaber fælles fodslaw og støtter afdelingen i at formulere mål. Det kan lyde banalt, men min erfaring er, at mange ledere i praksis har meget svært ved at både formulere målene og nå dem.
I praksis kan det være svært at finde frem til, hvilke mål der er vigtigst - og ikke mindst kan dagligdagens mange opgaver fjerne fokus fra de vigtigste mål.
Ofte ser jeg også afdelinger, der skaber flotte resultater. Det er desværre bare en dyb hemmelighed. Afdelingslederen glemmer nemlig at hejse flaget og fejre, når man 8. måned i træk har sikret stabil drift.
Hos Lindab har de fået styr på tallene og har fokus på resultatskabelsen. Og det er en succes, der er værd at fejre!
Og så har jeg to artikler med, som giver et indblik i, hvad lederen i fremtiden også skal mestre: Nærvær og coaching.
Coaching er ikke særlig nyt. Jeg stødte ind i begrebet "Coaching Skills" i 1990 og blev begejstret. Men vi har stadig til gode at få den enkelte leder klædt endnu bedre på til at mestre coachingens kunst. Med denne artikel får du yderligere inspiration til at arbejde med coaching - denne gang på en helhedsorienteret måde. Natasha Swerdloff og Tavs Ritzau giver nogle spændende nye input til coaching.
Og sidst, men ikke mindst får du en artikel om nærvær - om Mindfullness. Marianne Nygaard tager os med på en rejse i vores eget nærvær. Hvor nærværende er jeg lige nu? Hvad kan jeg gøre for at arbejde med mit nærvær? En metode, der både frigør ressourcer og udvikler.
Måske kunne Mindfullness og integral coaching faktisk knytte sig tæt til hinanden - så du mestrer begge dele endnu bedre.
Med venlig hilsen og god læselyst.
Pia Torreck, hovedredaktør
Få nyheder & gode tilbud på e-mail!