![]() |
|
Nyhedsbrev, 5/September 2008
I denne femte opdatering i 2008 er anden halvdel af afsnit 9.90. (punkt 15. - 37.) vedrørende personalegoder og beskatningen heraf, som bebudet ved fremsendelsen af 4. opdatering, blevet opdateret således, at afsnittet afspejler de seneste ændringer på det skatteretlige område.
Så er det bare at komme i gang.
Principielle domme i sager om medarbejderaktier - betingelse om fortsat ansættelse gyldig
Sø- og Handelsretten har for nylig afgjort et kompleks af sager inden for finanssektoren, hvor ni principielle domme blev afsagt. Sagerne omhandlede en række sparekasser og pengeinstitutter, som havde indført ordninger med favør- og gratisaktier. Ordningerne indeholdt i størstedelen af sagerne flere betingelser for erhvervelsen, herunder at medarbejderen skulle være ansat i uopsagt stilling. Efter etableringen krævede adskillige fratrådte medarbejdere og medarbejdere i opsagte stillinger tildeling af medarbejderaktierne. Medarbejderne henviste i den forbindelse til funktionærlovens § 17 a.
De fratrådte medarbejdere havde ikke krav på favøraktier. Sø- og Handelsretten fastslog, at favøraktierne faldt uden for funktionærlovens § 17 a. Resultatet blev i alle sagerne begrundet med egenbetalingen og kursrisikoen. Favøraktier er derfor ikke løn, men et køb med favørelement.
I relation til gratisaktierne var det afgørende for gyldigheden af kravene om ansættelse i uopsagt stilling, om der i relation til tildelingen forelå en aftale eller sædvane i henhold til funktionærlovens § 17 a. I halvdelen af sagerne fastslog Sø- og Handelsretten, at der ikke havde foreligget en sædvane, som berettigede til tildeling, hvorfor der heller ikke var en sådan ret nu. I den anden halvdel af sagerne nåede Sø- og Handelsretten frem til, at også fratrådte medarbejdere havde krav på gratisaktier, fordi der var tale om en egentlig ret til tildeling.
Arbejdsgiverbetalt pensionsbidrag under ulønnet orlov indebar, at medarbejder optjente ret til ferie med løn
Sø- og Handelsretten har i en dom taget stilling, om en medarbejder i den del af hendes barselsorlov, hvor hun ikke modtog løn fra arbejdsgiveren, havde optjent ret til ferie med løn som følge af arbejdsgiverens betaling af pensionsbidrag. Spørgsmålet var således, om arbejdsgiverens pensionsbidrag kunne anses som delvis løn efter ferielovens § 7, stk. 2, nr. 2.
I den for ansættelsesforholdet gældende overenskomst var det bestemt, at en medarbejder, som ønskede at afholde ulønnet orlov, kunne meddele arbejdsgiveren, at medarbejderen ønskede fortsættelse af pensionsindbetalingerne under orloven, hvorefter både arbejdsgiveren og medarbejderen skulle betale fuldt pensionsbidrag under orloven, dog maksimalt indtil 60 uger efter fødslen.
Arbejdsdirektoratet havde udtalt, at direktoratet var af den opfattelse, at arbejdsgivers fortsatte betaling af pensionsbidrag måtte betragtes som delvis løn.
Arbejdsgiveren gjorde under sagen blandt andet gældende, at det ved overenskomstindgåelsen alene havde været hensigten at tage højde for de pensionsmæssige konsekvenser af kvinders længere barselsorlov. Der var derimod ikke taget højde for en mulig betydning af overenskomstbestemmelsen i feriemæssig henseende, og overenskomsten ville dermed blive væsentligt dyrere end forudsat.
Sø- og Handelsretten fandt, at pensionsbidraget indgår i den sædvanlige og påregnelige løn. Sø- og Handelsretten henviste særligt til Højesterets dom fra 1994 (UfR 1994.907/2H), hvor det i relation til beregning af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven blev fastslået, at arbejdsgiverbetalt pensionsbidrag udgør en sædvanlig og naturlig del af det samlede arbejdsvederlag. Sø- og Handelsretten fandt således, at arbejdsgiverens indbetaling af pensionsbidrag udgjorde delvis løn i henhold til ferielovens § 7, stk. 2, hvorfor medarbejderen fik medhold i, at hun i den ulønnede orlovsperiode, hvor arbejdsgiveren havde indbetalt pensionsbidrag, havde optjent ret til løn under ferie.
Dommen er anket til Højesteret. Der vil naturligvis blive orienteret om sagens endelige udfald her i nyhedsbrevet, når Højesterets dom foreligger.
Abonnenterne vil altid kunne følge med i de seneste nyheder inden for ansættelsesretten på www.norrbomvinding.com.
God læselyst.
Med venlig hilsen
Morten Langer
Få nyheder & gode tilbud på e-mail!