Økonomistyring - Nyhedsbrev

Nyhedsbrev
Før du beslutter dig:
Bestil her:

Her kan du læse det seneste nyhedsbrev fra redaktøren. I nyhedsbrevet får du information om de nyeste artikler og andet relevant nyt.

Nyhedsbrev, 5/September 2008

Nye artikler: 
- 8.9. Forecasting og Revenue Management
- 12.7. Aktionær- og anpartshaveroverenskomster

Hermed fremsendes årets femte opdatering af Økonomistyring. Den består af to artikler, hvor den ene artikel handler om forecasting og revenue management. Den anden artikel præsenterer læseren for et juridisk redskab, til at gennemskue aktionær- og anpartshaveroverenskomst.

Opdateringens første artikel er skrevet af Michael Kornblit, som er Revenue Controller hos virksomheden SAS Revenue Information, der er en del af luftfartselskabet Scandinavian Airlines System. Artiklens fokus er, hvordan forecasting kan bruges til at give indsigt i virksomheders omsætningsstruktur og bruges i forbindelse med beslutningsorienteret økonomistyring.

Forfatteren beskriver, hvorledes Scandinavian Airlines System bruger forecast som et hjælpeværktøj til den forretningsmæssige beslutningstagen. Desuden fremhæves vigtigheden af analytikerens og ledelsens samarbejde, på grund af den gensidige afhængighed, der gør at begge parter skal sættes sig ind i hinandens sted. Michael Kornblit argumenterer for, at den traditionelle budgetproces med fordel kan reformeres og forsimples, så virksomheder kan skabe en mere præcis forecasting af omsætningen. Det er en central pointe, som også Robert S. Kaplan og David Norton fremhæver i bogen The Execution Premium (Harvard Business School Press, 2008). Idet et detaljeret omsætningsbudget baseret på forecasting er omdrejningspunktet for at integrere budgetlægning og balanced scorecard ved anvendelse af Time-Driven ABC. Men dette er noget vi vender tilbage til i senere artikler i håndbogen.

Opdateringens anden artikel handler om, at give virksomheder en god retsposition. Artiklen er skrevet af dr. jur. Erik Werlauff, som er professor ved Ålborg Universitet. Aktionær- og anpartshaveroverenskomst emnet analyseres via 23 spørgsmål, som man skal forholde sig til, for at opnå den bedst mulige retsposition. Artiklen tager udgangspunkt i, at aktionær- og anpartshaveroverenskomster kan have to forskellige formål: magtspredning og magtkoncentration. Artiklen indeholder herefter en gennemgang af, hvem aftalens parter kan være, hvilke beføjelser der er inden for emnet, hvilke juridiske instrumenter man kan anvende, fordelene ved denne form for overenskomst, hvordan overenskomsten indgås og hvad der bør være med i overenskomsten. Disse spørgsmål - eller analysepunkter - kan danne grundlag for overvejelser i forbindelse med udarbejdelse af aktionær- og anpartshaveroverenskomster og spørgsmålene kan bruges til at gennemskue overenskomsternes indhold.

Vi håber, at du finder artiklerne inspirerende og anvendelige og ønsker god læselyst.

Med venlig hilsen

Per Nikolaj Bukh, professor og hovedredaktør, www.pnbukh.com

Steen Hildebrandt, professor og hovedredaktør, www.steenhildebrandt.dk

 

Brugernavn/Medarbejdernr.
Kodeord/Kundenr.

Husk mig Læs hvordan du kommer i gang Få tilsendt din adgangskode.
Nyhedsbrev

Få nyheder & gode tilbud på e-mail!